
Tre frederikshavnere udtaget til U18-landsholdets 3-nationers turnering i Østrig
Frederikshavn Ishockey Klub kan med stor stolthed meddele, at tre frederikshavnere er udtaget til Danmarks U18-landshold, som fra den 4.–8. februar deltager i en 3-nationers turnering i Østrig.
De tre spillere er:
• Rasmus Larsson, FIK
• Martinus Schioldan, HV71
• Anton Wilde, White Hawks
Rasmus Larsson har allerede erfaring fra U18-landsholdet, idet han i december var en del af landsholdssamlingen i Ørestad/Kastrup, hvor U18-herrerne spillede tre kampe som led i forberedelserne til den internationale sæson.
Derudover har både Martinus Schioldan og Anton Wilde for nyligt repræsenteret Danmark ved U20 World Juniors i USA. Turneringen blev afviklet i Mankato, Minnesota, hvor landsholdet var samlet fra den 17. december til den 4. januar og spillede kampe mod blandt andet Finland, Tjekkiet, Letland og Canada.
Det er samtidig en stor glæde for Frederikshavn Ishockey Klub, at klubbens træner Martin Jansson er udtaget som assistenttræner for U18-landsholdet, og dermed også rejser med til turneringen i Østrig.
Frederikshavn Ishockey Klub er meget stolt over udtagelserne, som vidner om både spillernes udvikling og det stærke talentarbejde i og omkring klubben.
Klubben ønsker Rasmus, Martinus, Anton og Martin Jansson samt hele U18-landsholdet held og lykke med turneringen i Østrig.