Ny til ishockey

Kom og spil sammen med os

Ishockey er verdens sjoveste sport, og en holdsport, hvor der knyttes venskaber for livet – vil du være med? 


Vi har pladser på vores U8, U10, U12 og U14 hold, både til piger og drenge, så er du mellem 3 og 12 år, og vil du gerne gå til en sport, hvor der både er sjov og leg, fart og udfordringer – så kom og prøv at spille ishockey.


Gratis hockeyskole

Hver lørdag* til vores hockeyskole er alle børn velkomne. Vi står klar til at hjælpe jer i gang, og vi har skøjter og udstyr, som I kan låne. Den første gang skal I blot komme 45 minutter før træningen starter, så vi kan finde udstyr til dig i den rigtige størrelse. Det eneste I skal medbringe, er skiundertøj eller joggingtøj til at have på under udstyret, så sørger vi for resten.


Gratis kontingent i 3 måneder og låneudstyr

For nye spillere, fra 3-12 år, er kontingentet gratis de første 3 måneder, så du kan få prøvet vores sport af, inden du beslutter dig. Du kan også låne udstyr af klubben den første tid, så du ikke skal investere i udstyr, før du ved om det er noget for dig. Ønsker du at fortsætte, kan du låne tasken med alt udstyret mod et depositum på 500 kr., som overføres til os på MobilePay. Hele beløbet betales tilbage, når du afleverer tasken igen. Bemærk vi har kun låneudstyr for børn op til 150 cm i højden.


Hvad koster det at spille ishockey?

Det er ikke dyrt at spille ishockey, du kan købe det meste udstyr brugt, og i FIK får du rigtig meget for dine kontingent penge. Du kan se vores kontingentsatser for alle hold, samt hvad der er med i kontingentet, lige her.


Vil du være med? 

Kontakt vores sportschef Nicholai Sørig på telefon 28 34 74 22  eller send en mail til ns@fik.dk.


* Enkelte lørdage kan hockeyskolen blive aflyst pga. turneringer i hallen

AT VÆRE ISHOCKEYFORÆLDRE

Ishockey er en sportsgren, hvor børnene – mens de er helt små – er afhængige af, at I som forældre vil støtte op omkring dem og hjælpe dem på vej. De lærer dog hurtigt selv at tage sit udstyr på, og vores trænere og holdledere står altid klar til at hjælpe jer.


Positivt sportsmiljø

Det er vigtigt, at I som forældre bidrager til den gode stemning, samt det sammenhold og fællesskab, der er i klubben. Det skal være sjovt at spille ishockey og FIK skal være et sted, alle kan lide at komme. Hold den gode tone både overfor spillere, trænere og dommere. Og husk at opmuntre børnene. Pas på med at have for mange ambitioner på jeres børns vegne. Husk at dit barn dyrker sport for at opleve sammenhold og fællesskab, få nye venner, udvikle nye evner, bruge sin energi, opleve spænding, konkurrence og fremgang og ikke mindst være fysisk aktiv og have det sjovt.


Forældre hjælper til i klubben

Da klubben fungerer på basis af frivilligt arbejde, har vi brug for, at alle hjælper lidt til. For at vores spillere kan få mest muligt ud af kontingentpengene og for at vi kan opretholde klubbens høje serviceniveau, er det vigtigt at forældrene hjælper lidt til. Både ved børnenes hjemmekampe, hvor det er forældre, der bemander boksvagterne, men også til afvikling af forskellige aktiviteter i klubben.


Praktisk info

Læs vores flyer med praktisk info til nye forældre her